Mit navn er Mette Bossen Linnet, jeg er 28 år gammel, og genopstiller som kandidat til Regions-rådet i Region Syddanmark og til kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune.
Privat er jeg uddannet lærer fra Haderslev Lærerseminarium, med undervisningskompetencer i matematik, fysik/kemi, biologi og geografi, og er ansat på Tønder Overbygningsskole. Derudover har jeg været værnepligtig ved Varde Kaserne i foråret 2014, efter endt studentereksamen på Tønder Gymnasium. Jeg er født og opvokset på en gård i en lille by kaldet Daler, som ligger mellem Højer og Tønder, hvor min mor Jane og min far Preben stadig bor. Derudover har jeg også en lillebror ved navn Michael, som er 27 år og som siden 2016 har drevet eget landbrug. Udover at have brugt uanede mængder af tid på politik og skole, har jeg også altid været bidt af sport. Det være sig alt lige fra håndbold og fodbold til gymnastik, ridning og løb, ligesom jeg også som nævnt tidligere, i 2014 tog Hærens Basis Uddannelse på Varde Kaserne.
Ligeledes har jeg også kunnet tilføje cykling til listen, idet jeg efter mange års ønske fik den ære at cykle med på Team Rynkeby Sønderjyllands hold til Paris i sommeren 2013. Team Rynkeby var det år 1000 ryttere, der alle havde et fælles mål - at samle penge ind til Børnecancerfonden. Det har været en enorm stor oplevelse at være en del af, og jeg er meget taknemmelig og glad over at have fået så dejligt et minde og 65 fantastiske nye venner fra hele Sønderjylland. |
Med en far der har været i politik i mere end 20 år, har jeg fået det ind fra barns ben, at hvis man vil ha' indflydelse, så må man selv ta' ansvar for det og råbe op. Det lærte jeg mig hurtigt, og for 11 år siden startede jeg med, at interessere mig for ungdomspolitik. Men da jeg altid har været meget bevidst om at finde mit eget stå sted og min egen vej, gik der omkring et år, før jeg valgte at melde mig ind i Venstres Ungdom. Men så gik det stærkt! Allerede året efter blev jeg valgt ind i bestyrelsen i VU Tønder, og med kun et år som bestyrelsesmedlem i bagagen, følte jeg mig allerede klar til at tage skridtet videre og blev derfor valgt som formand. Siden tog den politiske interesse endnu mere fart, og i 2013 kandiderede jeg så, for første gang, til Regionsrådet i Syddanmark og blev også valgt. Derfor startede jeg 1. Januar 2014 arbejdet i Regionen - et arbejde jeg stadig er optaget af og interesseret i, og jeg nyder den tillid jeg er vist og den ære det er, at repræsentere først Venstres ungdom og siden Tønder Kommune i Regionsrådet. Ved valget i 2017 opnåede jeg udover genvalg til regionen, også valg til kommunalbestyrelsen, hvor jeg derfor har siddet siden 2017. Faktisk har mit liv været en lang rejse i Danmark såvel som hele verden, hvor jeg har lært mig selv og livet at kende, og fået utallige oplevelser for livet, trods de bare 28 år. Og jeg elsker at rejse, jeg elsker friheden og mødet med nye kulturer og nye omgivelser, og jeg elsker at møde nye mennesker. Jeg har rejst med Tønder Ungdomsskole/klub til Tunesien, jeg har rejst med Agerskov Ungdomsskole til Norge på ski og jeg har været i sydens sol. Jeg har været i Storbritannien hos en familie i 4 uger til sammen for at udvikle mine engelsk-færdigheder, og jeg har rejst Europa rundt på Interrail. Jeg har besøgt hos to veninder i Cambodja og i samme anledning været en smuttur i Vietnam. Min familie og jeg har også en forkærlighed for Skotland, og har af flere omgange været på tur i det skotske højland for at se den smukke natur, og har i den sammenhæng også besøgt Storbritanniens højeste punkt - Ben Nevis. Endelig har jeg også været et utal af gange i New York, både som en del af et kulturelt udvekslingsprogram med en skole i Bronx, som turist og endelig i fællesskab med en af lærerne fra Tønder Gymnasium, stået i spidsen for en tur med ansvar for alt lige fra økonomien bag det, forberedelsen op til og alt det praktiske omkring turen og hvad der ellers måtte være. |
Blandt de seneste store rejser var Kilimanjaro, Afrikas tag, og verdens højeste fritstående bjerg, som jeg i oktober 2016 besteg sammen med to andre skønne Tønder-kvinder. En inspirationstur til Israel for at se på teknologi og innovation. En tur til Atlasbjergene for at bestige Toubkal i selskab med nogen der i dag er blandt mine nærmeste veninder. Og endelig nåede jeg lige akkurat til Sydafrika før Verden lukkede ned og Statsministeren kaldte danskere i udlandet hjem.
Siden har rejseaktiviteten været begrænset af pandemien, men det er helt sikkert ikke sidste gang jeg rejser ud i verden for at blive klogere på mig selv og den verden jeg lever i.
Siden har rejseaktiviteten været begrænset af pandemien, men det er helt sikkert ikke sidste gang jeg rejser ud i verden for at blive klogere på mig selv og den verden jeg lever i.